23948sdkhjf

H&M utilfreds trods salg for 200 milliarder svenske kroner

H&M oplever et pres på de fysiske butikker, da kunderne i højere grad går på nettet for at købe tøj.
Den svenske tøjgigant H&M øgede omsætningen og antallet af butikker solidt i 2017. Men koncernen er ikke tilfreds. Salget i de fysiske butikker halter.

Det viser selskabets regnskab for sidste år, der er offentliggjort onsdag.

- Vores udvikling i 2017 var blandet med fremgang på nogle områder, men udfordringer på andre. Vi voksede med tre procent, hvilket var klart under vores forventninger.

- Onlinesalget og vores nyere brands klarede sig godt, men svagheden ligger i vores fysiske butikker, hvor ændringer i kundernes adfærd bliver mærket hårdt i takt med, at salget flytter til internettet, skriver administrerende direktør Karl-John Persson i regnskabet.

Trods den blandede udvikling kunne H&M dog notere sig, at salget fraregnet moms krydsede 200 milliarder svenske kroner i 2017 mod 192,3 milliarder svenske kroner året før.

Overskuddet faldt dog uvant til 16,2 milliarder svenske kroner fra 18,6 milliarder kroner i 2016.

Det skete i takt med, at der kom 388 butikker til, når man trækker lukninger fra åbninger.

Dermed gik H&M ud af 2017 med 4739 butikker verden over. Af dem var 3008 i Europa og Afrika, 1046 i Asien og Oceanien og 685 i Nord- og Sydamerika.

- Vores udvikling skal ses i en bredere kontekst af den transformation, industrien er på vej igennem. Under den skuffende udvikling ser vi grund til optimisme, men vi bliver nødt til at accelerere transformationen yderligere, skriver Karl-John Persson.

I 2018 vil H&M sænke farten på udbredelsen af fysiske butikker yderligere. H&M har samlet planlagt blot 220 flere butikker, hvor omkring halvdelen vil være med mærkerne COS, Other Stories og Monki, der klarer sig bedre end hovednavnet.

H&M skriver også, at mens man ser muligheder for vækst flere steder, så kan selskabet få "bedre balance ved at reducere antallet af kvadratmeter" i andre områder.

I Danmark steg H&M's omsætning til 5782 millioner svenske kroner. I danske kroner var der dog tale om et lille fald. Da 2017 sluttede, var der 110 H&M butikker i Danmark, otte flere end i samme periode sidste år.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157